Welcome ] Sitemap ] About Earl ] About HCCC ] Basic Tobaccos ] Checker Cab ] Chevrolet ] Climate ] Dale Earnhardt ] Earl Comments ] Earl On Tour ] Funny Pics ] Garden Pics ] HCCC Summer Meet ] Hobby Pipes ] My Cars ] My El Camino ] My Garden ] My Pipes ] My Town Sunds ] Nascar Pics ] Smoking The Pipe ] The Early News ] The Universe ] Toke Hage Pics ] Weather ]


Januar - juni 2008

(Sorry, no english version)


Så blev det 2008.

10. februar. Indtil videre har vinteren været utrolig mild, ja, måske den varmeste vinter i mands minde. I dag nåede temperaturen op over 10 graders varme, og solen skinnede lige fra morgenstunden. Jeg tog derfor en tur i haven med kameraet for at fotografere de tidlige forårstegn. Vintergækkerne er på deres højeste lige nu, men det er der jo ikke noget overraskende i.

Kristtornene har store blomsterknopper og rabarberne er ved at folde sig ud.

              

Kaprifolierne har fået de allerførste blade, og det har clematiserne og forsythiaen også. Narcisserne er nu ca. 5 cm. høje.

Kaprifolium med spæde blade.


23. februar. I dag afholdtes der generalforsamling i kolonihaveforeningen. Der var genvalg på alle pladser i bestyrelsen. Jeg var ikke på valg i år, så jeg fortsætter bare 'business as usual'. Bestyrelsen foreslog en kontingentforhøjelse på 50 kr. pr. have pr. år, og forslaget blev enstemmigt vedtaget. Derudover er der vel kun at sige, at generalforsamlingen forløb fredeligt og i en hyggelig atmosfære.


24. marts. Påsken faldt meget tidligt i år, så der var ikke udsigt til, at påskedagene kunne tilbringes med forårsoprydning i haven. Men at vi skulle få ned til -10 grader om natten og sne og snebyger, havde jeg nok ikke lige regnet med efter en usædvanlig mild vinter. Påskeliljerne var netop sprunget ud, da kulden kom, og de er et sørgeligt syn nu.Der var også stauder, der var begyndt at skyde, men de er frosset tilbage igen.

                   


14. april. I dag har jeg hentet mine 2 agaver op fra kælderrummet, hvor de har overvintret. Jeg har givet dem en ompotning og fjernet stiklinger fra dem. Den ene agave er ret populær blandt naboerne i kolonihaven, så jeg har bevaret 4 stiklinger fra den. De to har jeg allerede givet til en nabo.

Havesæsonnen er for mit vedkommende ikke rigtigt kommet i gang endnu, for vi døjer fortsat med nattefrost, og temperaturerne i dagtimerne er også moderate. Med kun 10 graders varme og mest overskyet vejr er jorden stadigvæk isnende kold. Så det haster ikke med at få jord under neglene.


19. april. Så er der kommet gang i havesæsonnen 2008. Jeg har fået klippet stauderne tilbage, og i dag klippede jeg plænen for første gang i år.

Påskeliljerne peaker netop nu, og det er der kommet et par dejlige billeder ud af:

              

Der er også andre planter, der blomstrer så tidligt på året. Kristtornen blomstrer nu, og det gør også denne stenbedsplante, som jeg ikke kender navnet på:

              

Stikkelsbærbusken er en af de første bærbuske, der får blade. Tidligt forår står den med vidunderlige lysegrønne blade. Og rabarberne er ved at komme igen, efter at de fik hård frost i første forsøg, der derfor mislykkedes:

              

I drivhuset er vinen begyndt at få blade. Om en uge vil den stå med store lysegrønne blade, og kort tid senere vil den sætte blomsterklaser.


30. april. I dag skiftede jeg vandet i havebassinet for første gang i år. 35 frøer røg ud med skiftevandet. Vandet var så grønt og mudret, at jeg ikke kunne holde tal på mine fisk, selv ikke når jeg fodrede dem. Sådan så vandet ud, før jeg skiftede det ud:

Jeg lod fiskene blive i bassinet, mens jeg skiftede vandet. De havde svært ved at få ilt i det mudrede vand, der var tilbage på bunden, efter jeg havde tømt 45 spandefulde vand ud af bassinet:

Så jeg skyndte mig med at komme frisk vand fra haveslangen i bassinet, og straks boltrede fiskene sig igen 'som fisk i vandet'.


15. maj. I dag havde jeg kameraet med i haven igen. Der er kommet gang i blomstringen rundt omkring i haven, og det skal selvfølgelig foreviges. Jeg har 3 sorter af rodondendron, og de to blomstrer netop nu.

              

Mit Discovery æbletræ har også blomster nu, og et par sent blomstrende tulipaner kan jeg også vise:

              

Liljekonval og pyntejordbær (Pink Panda) er ligeledes i blomst:

              

Stenbedet er en sand farveeksplosion. Ud over pyntejordbær har jeg flere desiderede stenbedsplanter. Jeg kender ikke navnene på planterne, men kønne er de nu alligevel. Og senere på året blomstrer husløgene.

              

Allium breder sig meget i staudebedene, og hvis jeg ikke passer på, kommer bedene snart til at bestå udelukkende af bregner og allium:

Til sidst nogle forårsblomster, som jeg ikke kender navnene på:

              

              

Jeg har beskåret vinen, så den nu kun har de grene, jeg vil have til at bære druer. Disse grene er beskåret et blad over 2. klase. Alle andre grene er fjernet helt inde ved rankerne. Herefter skal alle sideskud fjernes, efterhånden som de dukker op.


17. maj. Så har jeg købt planter til drivhuset. Det blev til en agurk, en cherry-tomat og en chili af sorten 'Apache', som er en ret stærk chili. Nu må det vise sig, om det var for tidligt at plante en agurk i drivhuset d. 17. maj. Alle andre år, hvor jeg har plantet en agurk før Grundlovsdag, d. 5. juni, har vi fået en periode med meget lave nattemperaturer, og jeg har måttet købe en ny plante efter Grundlovsdag.


27. maj. Så gik det ligesom det plejer. For 5 dage siden var nattemperaturen helt nede på 0,8 C og de sidste 3 nætter har temperaturerne bundet ved 2,8, 2,6 og 2,5 C. Det har taget livet af min agurk, så nu skal jeg ud og have købt en ny - efter Grundlovsdag. Der er nu noget betryggende ved, at alt er ved det gamle. Også når det gælder vejret i maj.


1. juni. I dag har jeg igen skiftet vand i havebassinet. Maj satte ny solskinsrekord for en måned i Danmark med 347 timer. Det har betydet voldsom algevækst i bassinet. 8 frøer blev tvangsforviste, mens jeg skiftede vandet. Frøplagen sidste år var åbenbart en engangsforeteelse, for i år har det været til at leve med de frøer, der har valgt mit havebassin som bopæl. Dræbersnegle har jeg ikke set noget som helst til i haven i år. Det gælder i øvrigt også for de andre haver i kolonihaveforeningen, at sneglene endnu ikke har meldt deres ankomst. Man tør jo ikke håbe, at de helt bliver borte i år, men tanken har da strejfet mig.


18. juni. Efter 6 ugers tørke har vi nu haft en 'normal' dansk sommeruge med blæst, byger og moderate temperaturer. Det er blevet til 24 mm. nedbør i den sidste uges tid, heriblandt et par haglbyger. Jeg har igen skiftet vand i bassinet p.g.a. algevækst. Selvom vi nu har fået fugtigt vejr, ser jeg stadigvæk ikke noget til dræbersneglene, og der er kun få frøer i bassinet. Græsplænen er begyndt at grønnes igen; den har været vissen her i juni måned, hvilket er højst usædvanligt. Jeg havde kameraet med i dag, så jeg kan vise, hvilke blomster, der der er i haven lige nu:

              

                                         

               

              

              

              

              

              

       

              

Stenbedsplanterne og agaverne har klaret tørken i fin stil. Især agaverne er vokset meget i år, men de har også fået større potter at boltre sig i.

              

Til sidst i denne omgang viser jeg lige et billede af fiskene, der leger i det rene vand. Fiskene trives fortrinligt, selv om vandet er grønt af alger, men der er altså ikke meget ved et fiskebassin, hvis man ikke kan se fiskene for alger:


25. juni. Så blev det tid til hækklipning igen. Kolonihaveforeningens ordensregler siger, at hækkene skal klippes to gange om året, senest 30. juni og igen senest 30. september. Foreningen lejer en stor container sidste week-end i juni og september, så havefolket kan komme af med hækafklippet, og hvad de ellers måtte have af grønt haveaffald.

Jeg delte klipningen over to dage. I går klippede jeg 1/3 af hækkene og i dag resten. Her er resultatet:

              

              

                                         

              


Welcome ] Sitemap ] About Earl ] About HCCC ] Basic Tobaccos ] Checker Cab ] Chevrolet ] Climate ] Dale Earnhardt ] Earl Comments ] Earl On Tour ] Funny Pics ] Garden Pics ] HCCC Summer Meet ] Hobby Pipes ] My Cars ] My El Camino ] My Garden ] My Pipes ] My Town Sunds ] Nascar Pics ] Smoking The Pipe ] The Early News ] The Universe ] Toke Hage Pics ] Weather ]